Sådan træner senpaiholdet
Træningen er specielt tilpasset ældre karateudøvere, og der bliver taget hensyn til hver enkelt deltager.
Det betyder i praksis, at du kun laver de øvelser, din krop kan klare. Hvis du for eksempel har problemer med knæet og ikke kan sparke, vil du i stedet fokusere på stød – og omvendt.
Kan du ikke lave armbøjninger på grund af f.eks. skulderen, finder vi alternativer som mavebøjninger eller andre øvelser.
Træningen starter altid med en langsom og grundig opvarmning.
Derefter fortsætter vi med handske- og pudetræning, hvor du kan forbedre din koordination, koncentration og udholdenhed.
Selvforsvar i træningen
Vi inkluderer også selvforsvarsøvelser, som bygger på Kyokushinkai´s grundteknikker.
Fri Kamp Jiyu Kumite
Sparring/fri kamp er helt frivillig, og niveauet aftales altid mellem deltagerne. Nogle kan lide at give lidt mere gas, mens andre foretrækker en mere rolig og afslappet kampform.
Det er meget vigtigt at understrege, at ingen skal være nervøse for at deltage i fri kamp – alle har mulighed for at sætte deres eget niveau, og det bliver altid respekteret af de andre deltagere.
Hvis du har haft en længere pause fra karate, er dette en ideel måde at komme i gang igen.
Træningen er rettet mod sundhed og velvære, ikke konkurrence.
Skulle du være på vej til en graduering, kan vi dog indarbejde relevante øvelser, som du kan få glæde af.