Shinkyokushin er en gren af det originale Kyokushin Karate. “ShinKyokushinkai” opstod efter Oyamas død i 1994, som en reaktion på de splittelser og interne konflikter, der opstod inden for Kyokushin-miljøet, da flere af Oyamas elever dannede deres egne organisationer i kølvandet på, at Sosai Mas Oyama ikke havde skrevet et testamente, der viste, hvordan han ønskede Kyokushinkai videreført efter sin død.
Ordet “Shin” på japansk har to betydninger: “sandhed” og “ny,” hvilket gør, at “Shin Kyokushinkai” kan tolkes både som “Den Sande Kyokushinkai” og “Den Nye Kyokushinkai.” Navnet blev valgt for at markere et differentieret navn i forhold til de andre organisationer, der opstod efter Sosais død, og for at kunne adskille sig fra de andre med et lidt anderledes navn. Det er trods alt de samme teknikker, der trænes.
ShinKyokushinkai søger at videreføre Oyamas vision om karate som en vej til personlig udvikling, selvindsigt og fysisk styrke. Organisationen er engageret i at bevare karate som en ikke-kommerciel, ikke professionel sport og fokuserer på undervisning og udvikling af unge karateudøvere.
Gennem aktiviteter ønsker ShinKyokushinkai at fremme internationalt samarbejde og forståelse samt at bevare de autentiske værdier, der har gjort Kyokushin til en af de mest respekterede karateformer i verden.
Shihan René Madsen besøgte Shinkyokushinkai i Bangkok Thailand februar 2024 og trænede sammen med dem i klubben.
Fantastisk modtagelse og god træning og snak om Kyokushin og det originale Kyokushin, som R.M har været en del af siden 1973.