Kyokushinkai´s historie er fortalt af Shihan René Madsen – tidligere professionel instruktør og afdelingsleder i Dansk Karate Union (D.K.U) i perioden fra 1974 til slutningen af 1978 – først som assistent træner og fra ultimo 1975 afdelingsleder i Helsingør og instruktør på hovedskolen i København.
Jørgen Albrechtsen er uden tvivl en af de mest markante skikkelser inden for dansk karate og har haft en betydelig indflydelse på karatens udvikling herhjemme. Han spillede en central rolle i at udbrede karate i Danmark og var manden bag etableringen af Dansk Karate Union.
Mange ser Albrechtsen som en forretningsmand, og der er dem, der mener, at hans engagement i Kyokushinkai karate kun var motiveret af kommercielle interesser. Ikke desto mindre formåede han at gøre karatestilen tilgængelig for mange ved at oprette skoler over hele landet under navnet Dansk Karate Union. Valget af navnet var ikke tilfældigt – Albrechtsen mente, at “Kyokushinkai Karate” var svært at huske for folk, der læste reklamer og avisartikler, og som tidligere reklamemand fra Dansk Esso forstod han vigtigheden af et letgenkendeligt navn.
Det er værd at nævne, at Dansk Karate Union ikke var en egentlig union, som navnet ellers antyder, men snarere en smart betegnelse, der var nem for folk at huske og genkende. I realiteten var det Albrechtsens eget forretningseventyr, hvor han havde ansat instruktører på hovedskolen og havde afdelingsledere over hele landet ansat. På den måde kunne han effektivt opbygge og styre sit karateimperium, mens navnet gav indtryk af en samlet organisation for karate i Danmark.
Jørgen Albrechtsens interesse for kampsport begyndte i 1960’erne, en tid hvor karate stadig var relativt ukendt i Danmark. Inspireret af den stigende popularitet af kampsport verden over, begyndte Albrechtsen at udforske forskellige kampsystemer. Han trænede blandt andet under Ole Kringelbach, som var en af de store Jiu Jitsu figurer på den tid, samt en instruktør fra Goju-Ryu-karate, der midlertidigt opholdt sig i landet. Da denne instruktør rejste tilbage til sit hjemland, begyndte Albrechtsen at lede efter andre karatestilarter.
Det var sandsynligvis gennem købet af en karatebog skrevet af Mas Oyama, at han første gang stiftede bekendtskab med Kyokushinkai. Gennem efterfølgende korrespondance med Oyama blev Albrechtsen tilbudt rollen som officiel repræsentant for Kyokushinkai i Danmark som Branch Chief.
Mas Oyama arrangerede, at Albrechtsen kunne starte sin træning i Kyokushinkai-karate i Holland under vejledning af Jon Bluming. Dette lagde grundlaget for Albrechtsens senere karriere som en af Danmarks mest fremtrædende karatefigurer.
Der har altid været delte meninger om Jørgen Albrechtsens karatemæssige kunnen, men uanset hvad må man anerkende, at han har haft en central rolle i Kyokushinkai-karatens historie i Danmark.
Hans skoler har fostret mange dygtige kæmpere, som har klaret sig flot på den internationale scene. Desuden var Albrechtsen en dygtig underviser, hvilket ingen kan tage fra ham.
Perioden fra 1973, hvor jeg startede sammen med blandt andre Humberto Budtz og Ib Larsen, var virkelig en gylden æra for Kyokushinkai karate i Danmark, og succesen fortsatte i de efterfølgende år. Men hvad kræver det egentlig at skabe verdens største karateskole med over 5.000 medlemmer?
For at skabe et marked for et relativt nyt produkt som karate var der nogle afgørende ingredienser, der skulle være på plads:
Jørgen Albrechtsen fik serveret en perfekt efterspørgsel på karate takket være den bølge af “Eastern”-film, der kom i en lind strøm på det tidspunkt. Film som “Karate Kongen,” hvor udøverne udførte spektakulære stunts og tog kampen op mod 20 modstandere på én gang, fangede de unges opmærksomhed, som sugede det til sig.
Albrechtsen var hurtig til at se potentialet og udnytte denne interesse. Han tilbød biograferne at give karateopvisninger lige før forestillingerne, og det blev en effektiv måde at få opmærksomhed på. Der blev blandt andet givet opvisninger i biografer som Roxy Bio. På dette tidspunkt blev undervisningen i hans karateskole afholdt i en gymnastiksal, men det varede ikke længe, før han rykkede til Ørnevej 30. Her startede han med en træningssal på første sal – faktisk den sal, som Mas Oyama besøgte under sit besøg i Danmark i 1972.
Oyama oplevede dog aldrig den udvidelse, der senere kom med tre træningssale.
I september 1973 åbnede den store sal, og der var nu træning både i stueetagen og på første sal.
Senere blev der også etableret en træningssal i gården.
Interessen for karate steg yderligere, især da Bruce Lee også blev en stor stjerne på det hvide lærred, hvilket medførte endnu flere medlemmer på skolen.
Jørgen Albrechtsen forstod markedsføringens kraft og var dygtig til at tiltrække pressens opmærksomhed, både til hovedskolen og til de forskellige afdelinger rundt omkring. Hugo Harfot, som arbejdede som chef for de københavnske taxaer og samtidig var redaktør for Karate Nyt, trænede også selv på skolen og var på daværende tidspunkt 2.kyu. Han sørgede for, at alle Københavns taxaer kørte rundt med reklamer for Dansk Karate Union i bagruden, hvilket gav masser af eksponering.
Der var konstant aktivitet i de tre træningssale, hvor medlemmer trænede fra kl. 16.00 til 22.00 hver dag, og det blev dermed en af de travleste og mest succesfulde perioder i Kyokushinkai-karatens historie i Danmark.
Mine gode venner fra vores tidlige karatestart i 1973, Humberto Budtz og Ib Larsen, blev allerede efter omkring otte måneders træning tilbudt at blive assistenttrænere i begyndelsen af 1974. Jeg kom med lidt senere samme år, da jeg ikke var helt så gammel som de to andre, men fik efterhånden også chancen for at være med.
Normalt trænede hvert hold tre gange om ugen, men vi spurgte i receptionen, om vi kunne træne dobbelt på alle begynderhold, og vi blev nok de første i Dansk Karate Union (DKU), der tog denne træningsmetode i brug.
Det betød, at vi trænede hver dag og på flere forskellige hold. I starten var det en fem dages træningsuge på hovedskolen, suppleret med privat træning og løb de andre dage.
Vi holdt sammen som en gruppe og trænede ofte sammen. Jeg trænede mange gange med Ib på Charlottenlund Travbane, hvor han arbejdede som travtræner, og ligeså med både Humberto og Ib i andre private sammenhænge.
Der var rift om at komme til, når der var nye indtag af elever på Ørnevej 30. Der var kø helt ned til Nørrebro Station, og der blev arbejdet på højtryk i receptionen med medlemsindbetalinger og medlemskort etc.
Der er ingen ud over disse personer, der besidder grader over 1. kyu i Danmark på dette tidspunkt.
Godkendte instruktører:
Seniorinstruktør: 3. dan og derover:
Herudover er der på dette tidspunkt 30. assistenttrænere under uddannelse.
Medio 1974 tildeles han graden 10. dan af den internationale organisation.
Det giver yderligere reklame for Kyokushinkai i Danmark, hvor det bliver brugt som yderligere markedsføring af Dansk Karate Union og historier om grundlæggeren af systemet.
På billedet til højre underviser Kancho Mas Oyama i København.
Den 1. april 1975 forlod fire instruktører deres stillinger i Dansk Karate Union. Det drejede sig om Torben Vandrup, Jan Küllman, Erik Schou og Jørn Louring Andersen.
De var blandt de første instruktører, der valgte at forlade DKU, og de var alle baseret i Jylland.
I medlemsbladet “Karate Nyt” fik de en hård kritik, hvor de blev kaldt illoyale og stemplet som dårlige instruktører, der ikke havde styr på deres arbejde.
Efterfølgende blev Michael Raavig sendt til Jylland for at samle trådene og tage hånd om de udfordringer, der opstod med de nye klubber, som de tidligere instruktører havde startet.
Vores instruktører i starten af 1976 på den gamle Hovedskole på Ørnevej 30. Sensei Takumi Higashidani, Sensei Toshikazu Sato, Sensei Jørgen Abrechtsen og Sensei Katsuaki Sato
De japanske trænere, med Katsuaki Sato, den første verdensmester i Kyokushinkai karate i 1975, og Toshikazu Sato, som gik under navnet Brille Sato, blev nummer 5 ved det første VM. Takumi Higashidani, en brilliant tekniker og fantastisk instruktør, blev nummer 10 ved samme VM.
De var i landet en periode, hvor de kom med rigtigt mange input til træningen, bl.a. den kampstilling, vi alle anvender i dag. Før denne tid var det Kokutsu dachi, der blev brugt i kamp. Det var både i DK, Holland og UK, hvor stillingen med vægtfordeling 70/30 var almindelig.
Jeg husker, de rystede posen så meget, at J.A. sagde til os, at når de rejser hjem, så skal vi begynde at træne rigtig karate igen på holdet.
Indtil da fulgte vi bare instruktionerne, som de gav os. Senere opstod der imidlertid en del tumult mellem Katsuaki Sato og Jørgen Albrechtsen, hvilket resulterede i, at de tre japanere endte med at rejse hjem tidligere end planlagt.
Forreste række:
Ib detlefsen 1. dan
Harry Endressen 1. dan
Poul Jensen 1. Dan
Kim Hansen 1. dan
Midterrækken:
Søren Nielsen 1. kyu
Jon Hansen 1. kyu
Morten Hansen 1. kyu
René Madsen 1. dan
Aage Berg 1. kyu
Ole Videbæk 1. dan
Bagerste række:
Jeannita Lionett 1. dan
Hans Chr. Juul Hansen 2. dan
Jørgen Albrectsen 4. dan
Jørgen Feldsted 1. dan
Michael Raavig 2. dan
I starten af 1976 var yderligere instruktører tilknyttet instruktørholdet:
Humberto G. Budtz 1. dan
Ib Larsen 1. dan
Michael Voigt 1. dan
Ole Johansson 2. kyu.
Nykøbing Falster-afdelingen havde en afdelingsleder, Ole Johansson, kendt som “Porno Ole,” han optrådte i mange pornoblade som aktør.
Det passede ikke Jørgen Albrechtsen, at en af hans instruktører frit kunne ses i kioskerne i de kulørte blade – om J.A selv købte disse blade fremgår ikke af historien.
Dette, kombineret med mistanke om, at tingene ikke var helt, som de skulle være i afdelingen, førte til problemer.
Politiet kom og ville anholde ham under en træning i Nykøbing, hvor han stak af og løb fra træningen, da de kom ind i salen.
Herefter blev han afskediget fra klubben med omgående virkning.
Da han forlod klubben, var han 2. kyu, og kort tid efter åbnede han en karateskole og var nu sortbælte.
Efter en konfrontation i Hillerød-afdelingen mellem Humberto Budtz og Jørgen Albrechtsen, som uanmeldt dukkede op midt under en træning ledet af afdelingslederen Ib Larsen, blev Humberto Budtz opsagt fra sin stilling i DKU.
Kort tid efter valgte både Michael Voigt og Ib Larsen at forlade DKU. Sammen med Brian Rohde, Jens Olsen og Henrik Ørum etablerede de Den Danske Karate Skole. Da navnet Kyokushinkai var beskyttet, fandt de på et nyt navn til skolen, som kom til at hedde Sjinbujiku.
Initiativtagere til Den Danske Karate Skole var Jens Olsen og Brian Rohde. Uden disse personer var skolen nok aldrig blevet til noget.
Poul Jensen, Odense afdelingen og René Madsen Helsingør forlader D.K.U.
René Madsen starter Nordkystens Karate Klub og kort tid efter forlader Dansk Karate Union Helsingør, hvor afdelingen lukkes permanent. De kom aldrig tilbage til byen igen.
Nordkystens Karate Klub og Hillerød Karate Skole var faste samarbejdspartnere gennem 80’erne. Venskabet mellem René Madsen og Ib Larsen, der begge startede karate i 1973, samt deres fælles instruktørbaggrund, skabte et fantastisk træningskoncept mellem klubberne.
Der blev arrangeret efterårs-, vinter- og sommerlejre gennem mange år, forskellige steder i Danmark, med deltagelse af andre skoler. Vores klubber var ikke politisk styrede, men så vigtigheden af at kunne træne i fællesskab uden skelen til politisk orientering.
I bund og grund kom alle skoler, der fulgte Kyokushinkai-vejen, fra samme udgangspunkt.
Nordkystens Karate klub eksisterer stadig, men har fået ny besætning og gået over til Shin Go Ryu, men klubbens instruktører er stadig elever af René Madsen
I midten af 80’erne begyndte der at blive åbnet op for flere “branch chiefs” inden for Dansk Kyokushinkai Karate.
Jørgen Albrechtsen og Dansk Karate Union, der i mange år havde stået i spidsen, kunne se, at hans tid som hovedfigur var ved at rinde ud.
Elevtallet var faldet, og det kunne ikke længere svare sig at drive karateskolen som et énmandsforetagende med de stigende udgifter og manglende kontingentindbetalinger det indebar.
Som en konsekvens af dette valgte han at skære ned på sin karateforretning.
Gennem sine forbindelser til Loek Hollander, der var europæisk formand for Kyokushinkai og mangeårig samarbejdspartner ved blandt andet sommerlejre i Danmark, fandt Albrechtsen en ny forretningsmulighed inden for fitnessbranchen.
På det tidspunkt arbejdede Hollander også med Nautilus-træningsmaskiner, og Albrechtsen begyndte at starte fitnesscentre op baseret på Nautilus-konceptet.
Dette gjorde ham til en af 80’ernes store aktører inden for fitnessbranchen.
Han trak sig gradvist ud af karateverdenen og overlod ansvaret for Dansk Karate Union til en forening, der kørte videre på et mindre niveau end tidligere.
Albrechtsen fokuserede herefter på sin nye karrierevej og forsvandt langsomt fra Kyokushinkai-miljøet.
Samtidig blev Den Danske Karate Skole, der tidligere havde trænet Sjinbujiku, nu også en del af Kyokushinkai igen og fik sin officielle autorisation. Humberto Budtz blev her udnævnt til den anden branch chief for Kyokushinkai i Danmark.
Efter Sosai Mas Oyamas død i 1994 splittede Kyokushinkai sig endnu en gang, både i Danmark og internationalt, da forskellige grupper valgte at følge forskellige retninger.
I Japan opstod der flere fraktioner af Kyokushinkai (bl.a. IKO, IKO-1, IKO-2, IKO-3 osv.) som følge af Oyamas manglende testamente vedrørende, hvem der skulle efterfølge ham som leder af organisationen.
Dette fik også indflydelse på Dansk Karate Union og Kyokushinkai i Danmark, hvor forskellige klubber tilsluttede sig de forskellige fraktioner.
